Bo Højgaard Christensen (født 24. august 1937 på Frederiksberg, død 11. april 2020) var en dansk filmproducent og tidligere direktør for Nordisk Film.
Bo Højgaard Christensen satte gennem 40 år sit præg på den danske film- og medieverden. Efter studentereksamen i 1956 blev han i 1957 ansat som instruktørassistent på Nordisk Film Junior. I 1959 blev han producerassistent - i 1961 produktionsleder ved Nordisk Reklame Film og fra 1964 produktionschef ved Nordisk Films Kompagni. Dette førte til et tæt samarbejde med den navnkundige filminstruktør Erik Balling på samtlige dennes spillefilm og tv-serier, Han var således produktionsleder på over 100 film og tv-serier bl.a. på 13 Olsen-Banden-film, 84 afsnit om "Huset på Christianshavn" og 24 "Matador"-afsnit. Ved siden af samarbejdet med Erik Balling var han også producer for bl.a. Palle Kjærulff-Schmidt, Henning Carlsen og Knud Leif Thomsen, mens han var co-producer på Gabriel Axel's "Babettes gæstebud". Bo Christensen blev direktør for Nordisk Film, inden han i 1991 blev chef for Det Danske Filminstitut og to år senere fik tilbudt jobbet som director general for European Schript Fund i London. I 1995 blev han direktør for Teledanmarks Kabel-TV-division og etablerede i denne periode bl.a. TV studierne i Jenagade, Sportskanalen og Radio 2. Efter diverse fusioner opstod det interskandinaviske selskab Sandrew Metronome i 1998, hvor han tiltrådte stillingen som direktør for den danske afdeling og dermed også som direktør for Dagmar- og Scalabiograferne i København. Desuden stod han for opførelsen af biografen Kinopalæet i Lyngby. I 2005 vendte han tilbage til Nordisk Film, hvor han som medforfatter skrev bogen "Nordisk Film - en del af Danmark i 100 år" om Nordisk Films historie i forbindelse med 100 års jubilæet i 2006. Siden arbejdede han som konsulent for filmbranchen i forskellige sammenhænge. Bo Christensen var gift med skuespillerinden Kirsten Hansen-Møller.