Teys er vokset op i bofællesskabet, Kæphøj, stiftet i 80’erne i Roskilde, hvor han har boet det meste af sin barndom (med undtagelsen af 1,5 år i Californien og 1. klasse i den lille by Charlestown, Australien).
Da Teys var barn skrev han kapitler til eventyrromaner, og han skrev synopser til tv-serier, som han gik ud og legede i baghaven. Her sørgede han for at sige sine “replikker” i forskellige vinkler, så det lignede de serier, han så på TV3 hen over kanten på skolebøgerne efter skoletid.
Teys startede med at instruere teater og musicals i hjembyen, Roskilde, og har lavet film siden 2014. På trods af de magiske eventyrhistorier, Teys sad og bryggede på drengeværelset, er Teys i dag nysgerrig på menneskene fra det virkelige liv, og han vil udfolde poesien i hverdagsdramaet gennem sine film. Teys er draget af de små historier, som byggesten gennem livet skaber et helt menneske; om det er kærestesorger, et døende venskab, identitetskrise eller noget helt andet.
Til dagligt arbejder Teys som tilrettelægger på selskabet Made By Us.